Hermed præsenteres en sammenfatning af budget 2008 for Nordisk Ministerråd. Den komplette version af Ministerrådets budget kan findes på www.norden.org/publikationer. Efter de nordiske statsministres sommermøde i Punkaharju i Finland i sommeren 2007 er globaliseringen sat højt på den nordiske dagsorden. Til arbejdet med at forfølge statsministrenes ønsker og målsætninger er der i budget 2008 afsat 60 MDKK som disponeres af samarbejdsministrene. De konkrete initiativer forankres i fagministerrådene. For at udnytte fagministerrådenes komparative vidensfordele har statsministrene lagt vægt på, at arbejdet sker i tæt samarbejde med ministerrådene. Globaliseringen vil på mange måder sætte en ny dagsorden for Nordisk Ministerråds arbejde, og vil i de kommende år være en prioriteret opgave for det nordiske samarbejde. Globaliseringsinitiativerne er i 2008 bl.a. finansieret ved et engangsløft af den totale ramme på 35 MDKK. I 2009 udestår således en stor udfordring for Nordisk Ministerråd, når der skal findes midler til de fortsatte globaliseringstiltag ved hjælp af omprioriteringer inden for budgetrammen. Et andet vigtigt tema er samarbejdet med nabolandene i Nordeuropa og omkring Østersøen. Dette arbejde, sammen med globaliseringsarbejdet er de to centrale internationale temaer, hvorom det nordiske samarbejde i 2008 kommer til at dreje.Tendensen med internationaliseringens udfordringer og muligheder, som i de senere år har præget det nordiske budget er i budget 2008 forstærket yderligere, og gennem samarbejde om nordiske værdier og med nordiske kernekompetencer arbejder Ministerrådet kontinuerligt for at Nordens konkurrenceevne og attraktionskraft styrkes.