På baggrund af de nordiske statsministres erklæring i 2015 besluttede Nordisk Ministerråd i 2017 at afholde nationale dialogmøder med deltagelse af samarbejdsministeren, Grænsehindringsrådet samt arbejdsmarkedets parter.
Formålet med dialogmøderne i 2017 er at skabe en styrket relation og dialog mellem parterne, så vigtigheden af løsninger på erhvervsrelaterede grænsehindringer drøftes og prioriteres nationalt til fordel for mobilitet i Norden. Dette ved at fokusere på egne såvel som andre nordiske landes udfordringer, således at parterne bliver bevidste om de nordiske problematikker og potentialer på områderne.
Det skal resultere i, at parterne bidrager til og prioriterer løsninger på de to udvalgte grænsehindringer. I fremtiden skal parterne således tænke både nationalt og nordisk for på sigt at kunne finde de rette løsninger i de respektive lande til fordel for det nordiske erhvervsliv.