Konferencen Bynært Friluftsliv i Norden blev holdt i Odense den 26.-28. august 2005. Det daglige friluftsliv har en fortsat stigende betydning. Samtidig lever størstedelen af de nordiske befolkninger i større byer, og de grønne områder i og nær byerne er derfor af stor betydning som arena for hverdagens friluftsliv. Som et konkret resultat af konferencen blev Odense Deklarationen underskrevet af forskere, parkforvalter-organisationer og frilufts-paraplyorganisationer fra hver af de fem nordiske lande. Odense Deklarationen er et signal til Nordens politikere på alle niveauer, om at der er et ønske om og behov for samarbejde omkring en lang række områder inden for planlægning, sundhed og formidling samt tilgængelighed. Odense Deklarationen findes på engelsk, dansk, svensk og finsk via Friluftsrådets hjemmeside www.friluftsraadet.dk. Rapporten indeholder resuméer af oplæg fra konferencen, af hvilke flere kun blev præsenteret på powerpoint og ikke findes i nedfældet manuskript. Der er desuden nogle få journalistiske artikler fra konferencen samt artikler, som er udsendt før og efter konferencen.