Rapporten "Bedste tilgængelige teknikker (BAT) i autoværksteder" har som formål at præsentere en oversigt over de aktiviteter, der foregår på autoværksteder, og beskrive de nuværende muligheder for at implementere renere teknologi eller bedste tilgængelige teknikker for at undgå eller reducere emissioner og miljøbelastninger. Autoværkstederne frembringer støj, affald samt spildevand og kan desuden bidrage med luftforurening, primært fra brug af flygtige organiske opløsningsmidler (VOC) ved undervognsbehandling og lakering, men også fra f.eks. affedtningsmidler, spartelmasse og lim. Spildevand fra autoværksteder kan have et højt indhold af olie, tungmetaller og andre miljøskadelige stoffer. Affaldsmængden fra autoværksteder er stor og indeholder mange typer af farligt affald, ligesom der er en betydelig risiko for jordforurening med især olie og tungmetaller. I selve bilerne og i en lang række af de bilplejemidler, reservedele og materialer, der benyttes på autoværksteder, indgår stoffer, der ud fra en miljø- og sundhedsmæssig vurdering er særligt betænkelige. Disse stoffer har stor betydning for arbejdsmiljøet, og spredes til miljøet ikke kun gennem forureningen direkte fra autoværkstedet, men også fra bilen i hele driftsfasen, og når den bliver skrottet.